Mange af os kender de glade musikanter, Gårdsangerne fra Thy, der i dag optræder med de gode, gamle gårdsangerviser. Dog går de ikke fra baggård til baggård, men de har optrådt utallige steder lige fra store events og festivaler til koncerter i kirker.
Nu kommer de til musikhuset i Esbjerg, hvor de mandag den 23. marts giver koncert klokken 14,30. Dørene og baren åbnes en time før.
Gårdsangerne fra Thy blev dannet i 1998 og består af 11 glade musikvenner. De ønsker at bevare den gamle gårdsangertradition, hvilket også kan høres i de tekster, der synges. Det er tekster, der fortæller historien om livet med kærlighed, savn, håb, liv og død.
Gårdsangerne fra Thy har i november 2020 udgivet både en CD og en DVD med titlen ”Sange vi aldrig glemmer”. CD´en indeholder 16 sange og DVD’en indeholder dokumentarfilm samt 16 sange i lyd og billeder. Alle sange på DVD´en har sangteksterne som undertekster, så det kan bruges til fællessang. Optagelsen har fundet sted på plejehjemmet Åbakken i Hurup Thy og i Hurup Kirke.
I 2022 har Gårdsangerne fra Thy været på turné på Bornholm, sommeren 2023 spillet to udsolgte koncerter på Skagen Festival og februar 2024 spillet udsolgt koncert på spillestedet Stubhuset i Støvring.
Der er fart, fest og højt humør, hvor Gårdsangerne fra Thy optræder, og det er uanset om det er på gaden, på plejehjem, til koncerter eller andre steder.
Den spraglede gårdsanger påklædning, de spændende instrumenter, som kaffekande, murerbalje, vaskebræt m.m. og de mere traditionelle instrumenter guitar, harmonika, bas, sav, banjo, mandolin og violin er med til at give den gode ”Gårdsangerne fra Thy” stemning.
Når Gårdsangerne fra Thy optræder, er der fællessang, som alle kan nyde at være en del af.
Gårdsangerne fra Thy har i alt udgivet 5 CD´er og 1 DVD.
Der er ingen tvivl om, at der er mulighed for en hyggelig eftermiddag i Esbjerg. Billetprisen er 125 kroner. De købes på nettet på https://shor.by/gaardsangerne26