Med 109 deltagere ud af 270 medlemmer, var Ribe Pensionistforeningens generalforsamling særdeles velbesøgt.
Formanden, Torben Prinds, indledte generalforsamlingen med at mindes foreningens afdøde medlemmer i det forgangne år, og deltagerne iagttog et minuts stilhed.
Hasse Jørgensen blev valgt som dirigent, og han kunne konstatere, at ingen havde kommentarer til dagsordenen.
Derefter fulgte formandens beretning.

Formandens beretning for året 2024
Kære medlemmer
2024 var på flere måder et rigtigt ”arbejdsår” for bestyrelsen i foreningen. Vi skulle finde os selv i ”den nye” gamle forening efter at vi jo sidste år, vedtog flere vedtægtsændringer og i den forbindelse vil jeg takke både bestyrelsesmedlemmer og suppleanter for godt arbejde. Det var også året hvor vores frivillig-liste blev brugt i mange forbindelser, både til vores banko men også til arrangementer, og jeg vil rette en dybfølt tak til de mange frivillige der har ydet deres hjælp. I er alle uundværlige og det giver overskud på mange parametre at vi i bestyrelsen har god støtte og hjælp, så det hele bliver lidt nemmere.
Det er jo klart at i denne forening er alt bygget op i frivillighed, og som Hans Majestæt Kong Frederik nævnte i sin nytårstale, så er frivillighed en vigtig del i at leve. Samtidig er jeg som formand stolt af at vi i vores efterhånden godt 84 år gamle forening lever med et medlemstal som vi er stolte af, og derfor igen må jeg rette en kæmpe tak for støtte til alle medlemmer som betaler kontingentet og på den måde holder foreningen i gang.
Foreningen afholder hver onsdag bankospil på Margrethegården som stiller deres lokale til rådighed og det er vi superglade for. Derudover har vi lavet aftale med stedet her, Ribe Fritidscenter til andre arrangementer, som feks. Denne generalforsamling, samt foredrag og vores fester. Et samarbejde som jeg fornemmer, er rigtig godt og med en god arbejdsindsats fra stedets medarbejdere.
Onsdag 3. januar 2024 startede vi op med bankospil på Hotel Ribe, og den 15.januar afholdt vi generalforsamling samme sted hvor flere vedtægtsændringer blev besluttet. Kontingentet for 2024 blev vedtaget til kr. 150,- (selvom bestyrelsen havde foreslået kr. 120,-)
Vi takkede den 31.januar af på Hotel Ribe og takkede ejerne for lån af salen, og flyttede banko ud til Margrethegården, hvor vi fik lavet en god aftale med lederen og pedellerne og der er et rigtig godt samarbejde med stedet og vi er meget tilfredse med stedet.
Mandag den 19. februar skulle vi have haft foredragsholder Lars Kåstrup Olesen på besøg på Hotel Ribe, men på grund af for få tilmeldte valgte bestyrelsen af udskyde arrangementet.
Mandag den 18. marts afholdte vi den årlige forårsfest, hvor menuen på Hotel Ribe stod på flæskesteg og romfromage. Musikken blev leveret af undertegnede og der var en fantastisk stemning og højt humør, ikke mindst da Rigmor Nordestgaard Hansen lave sketch med både hat og kasket…
Mandag den 8. april var John Frikke fra Naturpark Vadehavet booket til at holde foredrag om bla. fuglelivet i naturparken, men på grund af opstået sygdom, blev Lars Kåstrup Olesen i stedet booket til at fortælle om sit over 40 års arbejde i forsvaret, samt en gåtur på 1300 km fra Danmark til Østrig, da han netop var trådt ind i sin pensionisttilværelse. En meget spændende fortælling, krydret med fotos og små anekdoter.
Mandag den 13. maj fik vi pludselig mulighed for, ekstraordinært at arrangere en tur ud til Skovly, hvor Jønne (Jønnes Grill) åbnede sine døre for omkring 70 tilmeldte medlemmer og gav os en rundvisning derude, efterfølgende blev vi mætte af rigtig godt grillet mad som udover drikkevarer også var ad libitum.
Torsdag den 13.juni kørte 37 tilmeldte medlemmer afsted i bus på sommerudflugt, hvor turen gik til bl.a. julemærkehjemmet Fjordmarken og Frøslev lejren, hvor der var et foredrag om Gestapos fangelejr. Turen fortsatte til Bov kro hvor en 2- retters menu blev indtaget, og til sidst julemærkehjemmet hvor der blev nydt kaffe og kage, inden turen gik hjemad med bus til Ribe igen
Efter en velfortjent sommerferie fra banko startede vi op igen onsdag den 4. september og det var længe ventet fra spillerne
Mandag den 30. september havde vi besøg af tidligere biskop Henning Toft Bro som udover sit embede som biskop også var en del af gruppen Tørfisk tilbage i tiden. 73 medlemmer havde tilmeldt sig og de fik både anekdoter og sange fra hans opvækst i Thyborøn. Undertegnede spillede lidt med på harmonika på de sange som blev valgt og dagen sluttede med hans populære ”Fuglene letter mod vinden”
Mandag den 21.oktober var der tilmeldt 70 medlemmer til en sangeftermiddag med Sangeren & Pianisten, alias Finn Dahl Pedersen og Mats Rudklint, som tog os med ned af Memory Lane med sange af store kunstnere som Elvis, Roger Whittaker, John Mogensen og mange flere.
Mandag den 25.november blev vores årlige julefrokost afholdt med en rigtig julemenu fra køkkenet i Fritidscentret og juleagtig musik fra undertegnede, og hvor der blev mulighed for en sving om. 62 medlemmer havde tilmeldt sig.
Mandag den 19.december havde vi booket Ribe mandskor som sang forskellige julesange og helt andre sange, og hvor vi nød æbleskiver og gløgg, samt kaffe og småkager. Det var en hyggelig eftermiddag og på trods af at dirigenten var hårdt ramt af forkølelse og hoste, så var korets stemmer helt i top.
Udover de mange arrangementer vi har haft i det forgangne år, har foreningens hjemmeside også set dagens lys og med startvanskeligheder på den, ser det nu ud til at den kører godt nu.
Vi har i 2024 søgt forskellige fonde og udlodninger og været heldige med at få midler, og vil selvfølgelig fortsætte med at søge diverse fonde i 2025, så vi på den måde kan have et godt grundlag for fremtidige arrangementer.
Det var året 2024 i hovedlinjer fra mig og jeg ser frem til at året 2025 også bliver et godt år for foreningen, vi er i hvert fald i fuld gang med planlægningen for efteråret 2025 og foråret 2026 og har allerede en del spændende ting med både foredrag, fællessang og andre ting, som bliver klart til tryk om ikke så lang tid, så medlemmerne får en arrangement-oversigt snart.
Kassereren Inger Schjerning, gennemgik det reviderede regnskab, der kan ses andet sted på siden..
Inger Schjerning, Doris Nielsen og Rigmor Nordestgaard Hansen blev valgt til bestyrelsen. Lis Holdt ønskede ikke genvalg.
Kontingentet blev fastsat uændret til 150 kroner.
Et forslag om nedsat kontingent subsidiært to forskellige kontingentsatser og flere bankospil om sommeren var indsendt for sent til at kunne behandles på generalforsamlingen, men bestyrelsen vil drøfte det nærmere.